Kategori: Henrik Saxgren

Af Henrik Saxgren

I 1992 bad Frederiksborg Museum mig lave en portrætserie af ‘markante danskere født efter 2. Verdenskrig’. Naturligvis var Peter Schmeichel blandt de udvalgte!
Peter Schmeichel spillede for Manchester United og var holdkammerat med bl.a. Éric Cantona, Paul Scholes, Ryan Giggs og Bryan Robson. Selv blandt disse personligheder var han en stor stjerne i klubben. Portrættet skulle laves i Manchester og Peter lovede, at han nok skulle afsætte tid til en fotoseance. Jeg skulle blot indlogere mig på et hotel i byen, så ville han kontakte mig.

Annie Leibovitz havde året før haft stor succes med sin udstilling på the National Portrait Gallery i London, hvor hun – i iscenesatte portrætter af kendte mennesker – kommenterede på aspekter af deres liv. Hendes udstilling inspirerede mig til også at tilføre mine portrætter en kommenterende dimension. Med Peter Schmeichel var en del af mit ræsonnement således: Han var på toppen mens den engelske mineindustri var på vej ned – dette skulle tidsfæste billedet. Han var blevet en feteret sportsstjerne og millionær i kraft af den engelske arbejders uforbeholdne kærlighed til fodbold – dette aspekt skulle også kunne fornemmes i billedet.

Og hvem fremstod som en bedre repræsentant for den engelske arbejderklasse end minearbejderne? Jeg måtte finde en mine og nogle minearbejdere!

Jeg ved ikke, om han glemte mig, men jeg var i Manchester i 48 timer inden han kontaktede mig, så jeg brugte tiden på at forberede mig.

Det viste sig, at jeg måtte 70 kilometet udenfor byen for at finde en mine, der stadig var i drift.

Jeg lavede en aftale med en gruppe minearbejdere om, at de den efterfølgende dag ikke(!) måtte gå i bad og klæde om efter dagskiftet, men at de skulle blive i kantinen og vente på mig.

Og Peter Schmeichel.

Og så brugte jeg ellers min tid på at gennemkøre turen fra Manchester til minen flere gange for at være helt sikker på, at jeg ikke kørte forkert, når jeg havde den lange målmand siddende ved siden af i min alt for lille bil.

Men det gik galt!

Bilen vár for lille og jeg kørte forkert.

Jeg tror enhver kan fornemme stemningen i bilen, da det gik op for målmanden, at jeg ikke kunne finde afkørslen til minen. Og min næste bekymring var selvfølgelig hvor længe minearbejderne ville vente på os.

Langt om længe fandt vi minen og heldigvis havde minearbejderne glædet sig så meget til at møde deres idol, at de gladelig havde ventet på, at vi nåede frem.
Deres åbenlyse hengivenhed blødte den halvsure målmand helt op og gjorde ham næsten kærlig. Fotograferingen gik godt og stemningen i bilen var så god, da vi kørte tilbage, at han inviterede mig med til træning på klubbens træningsanlæg næste dag.

(Den træning vil jeg sent glemme. De havde stillet de store mål op på kanten af straffesparkfeltet og spillede til to mål inden for stregerne. Det betød, at enhver der modtog bolden var på skudafstand af målet. Den dag så jeg Peter Schmeichel lave måske 100 fabelagtige redninger på en halv time. Han var helt enestående!).

Hjemme i mørkekammeret fik jeg færdiggjort portrættet og da landsholdet blev samlet i Vedbæk, kørte jeg op for at forære Peter en kopi. Inde på hotellet sad fodboldfruer og –kærester i en sofagruppe i lobbyen og ventede på at spillerne skulle komme ned.

De fik mig overtalt til at åbne kassen med billeder.

Det skulle jeg aldrig havde gjort, for deres reaktion foruroligede mig: Det var dog et rædselsfuldt portræt, mente de fleste.

Så kom Peter!

Fodboldfruerne var nærmest i oprør: – Billedet var grimt og underligt, fortalte de ham inden han havde set det og jeg blev pludselig meget bange for hans reaktion.

Han åbnede låget på kassen og da han så portrættet, sagde han så højt, at fruerne og kæresterne kunne høre det: ” – Fedt! Det er fedt, mand. Det kan jeg godt lide.”

Der helt stille i sofagruppen.

(I alt lavede jeg 25 portrætter, som i dag indgår i museets permanente samling).